Hvilken rolle spiller Odense Fjord Samarbejdet?

Mens Den Lokale Trepart for Odense Fjord – med faglige input fra Kystvandrådet – har ansvar for de formelle og strukturelle omlægninger i oplandet, har Odense Fjord Samarbejdet frihed til at igangsætte konkrete projekter i fjorden og afprøve nye løsninger på tværs af hele økosystemet.

Den politiske aftale Et Grønt Danmark – ofte omtalt som Grøn Treparts-aftalen – har medført øget fokus og flere ressourcer til den lokalforankrede planlægning og forbedring af kystvande som Odense Fjord.

Men hvad er forskellen Odense Fjord Samarbejdet, Kystvandrådet for Odense Fjord og Den Lokale Trepart for Odense Fjord

Kort strukturel beskrivelse:

Enhed

Opgave

Odense Fjord Samarbejdet

Samler lokal viden og initiativer på tværs af sektorer og iværksætter projekter med forbedrende effekt eller dokumenteret potentiale for vandmiljøet. Samarbejdet arbejder projektorienteret og kan agere uden for rammen af formelle nationale proceskrav. Arbejdet foregår inden for rammerne af samarbejdets strategi og koncept for arbejdsgrupper.

Kystvandrådet for Odense Fjord

Bidrager med lokal viden, faglige input og vurderinger til den lokale trepart og udarbejder et lokalt forankret indsatsprogram, herunder analyser af alternative veje til målopfyldelse i forhold til Vandrammedirektivet.

Lokal Trepart for Odense Fjord

Udarbejder den samlede omlægningsplan (potentialekort) og har ansvar for dialog, afvejninger og anbefalinger inden for rammerne af de officielle vejledninger. Understøtter implementeringen af planen. 

Formelt ophæng og handlefrihed

Kystvandrådet og Lokal Trepart har et direkte formelt ophæng i Grøn Treparts-aftalen og de tilhørende nationale vejledninger. Arbejdet i de to enheder er reguleret, tidsfastsat og afgrænset af officielle krav til metode, proces og output. De kan kun arbejde inden for disse rammer.

Odense Fjord Samarbejdet har som en selvstændig forening betydeligt større handlefrihed. Samarbejdet kan:

  • Udvikle og afprøve nye metoder og projekter,
  • Iværksætte indsatser uden for vandområdeplanernes rammer,
  • Fundraise til udvikling og gennemførelse af projekter,
  • Arbejde tværgående og langsigtet uden formelle proceskrav.

Denne fleksibilitet gør Odense Fjord Samarbejdet i stand til at skabe momentum mellem de formelle planperioder og fungere som brobygger mellem lokal viden, forskning, myndigheder og aktører.

Samspil mellem enhederne

Selv om enhederne har forskellige roller og grader af handlefrihed, er deres arbejde gensidigt afhængigt:

  • Odense Fjord Samarbejdet kan levere ny viden og konkrete projekter, som styrker grundlaget for Kystvandrådets og Lokal Treparts analyser. Derudover bidrager ressourcer i Odense Fjord Samarbejdet til udførelsen af de to øvrige enheder.
  • Kystvandrådet kan kvalificere og forankre ny lokal viden og bringe den ind i den formelle proces.
  • Lokal Trepart omsætter viden, analyser og lokale hensyn til beslutningsgrundlag og omlægningsplaner, som skal implementeres.

Alle aktiviteter i Odense Fjord Samarbejdet planlægges med respekt for – og i balance med – arbejdet i de øvrige enheder, så der opnås synergi og undgås overlap.

Rollefordeling

Vil du holde dig ajour med fjorden?

Cirka 4 gange om året udsender vi et nyhedsbrev med information om projekter, resultater og arrangementer.

Tilmeld dig her